Ki Fristrup

Hvem er jeg?

Jeg er selvstændig kunstner, og jeg blev uddannet kunsthåndværker indenfor tekstil på Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1973. Jeg er meget alsidig og arbejder indenfor mange forskellige arbejdsområder - blandt andet pædagogiske projekter, bestillingsarbejde og kurser. I mit arbejde har jeg blandt andet lavet malerier, skulpturer, udsmykninger samt scenografi.

Når jeg arbejder med bestillingsarbejde, så tager jeg udgangspunkt i, hvad min kunde ønsker. I mit bestillingsarbejde har jeg arbejdet med udsmykninger, scenografi, med malerier, som farvekonsulent m.m. Jeg har haft både virksomheder og privatpersoner som kunder.

I mine kunstpædagogiske projekter arbejder jeg i længere forløb med bl.a. børnehaver, daginstitutioner, vuggestuer, skoler, gymnasier samt andre undervisningsprojekter på f.eks. aftenskoler.
I projekterne kan målet være at udsmykke stedet - men det kan også være at udvikle og styrke børnenes individuelle udtryksform.

Jeg arbejder indenfor området "Blandform", der handler om, at jeg får en ide, som jeg bagefter tænker over: Hvordan den skal udformes og i hvilket materiale.

Mit forhold til kunsten

Jeg synes, at det er spændende at sende kunstværker ud der, hvor det bliver brugt i hverdagen. Når kunsten kommer ud til folk, der ikke bruger den i hverdagen, så får man et nyt syn på det, man laver. Oplevelserne med andre mennesker inspirerer mig til at lave nye værker og afprøve nye ting.

Jeg er meget åben for at afprøve nye og ukendte arbejdsområder. Jeg elsker at eksperimentere med materialerne og finde ud af, hvordan jeg kan bruge tingene og sætte dem sammen på en ny måde.

Jeg brænder for det, jeg laver, og jeg mener, at man kan lave kunst af alt. Tidligere har jeg lavet kunst af æggebakker og blevet inspireret af italienske masker.

I 2013 oprettede jeg mit eget atelier, hvor jeg arbejder med min egen kunst, laver udstillinger og afholder kurser i tegning, komposition og maleri.

Mine kurser tager udgangspunkt i individets egen nysgerrighed, eksperimentering samt udviklingen af færdigheder. Kurserne giver mig mulighed for at lære fra mig og se andre udføre det, som jeg også brænder for. Samtidig bliver jeg vældig inspireret af at se andre udfolde deres kreative evner.

Derudover bliver det ganske tydeligt for mig, hvor meget kunsten viser af vores personlighed - alle har deres egen streg, der harmonerer med, hvem vi er.

Kontakt

Jeg kan kontaktes på min e-mail kifr@os.dk eller telefon 23 74 64 65. Hvis du er interesseret i at besøge mig i mit atelier, kan jeg holde åbent efer aftale. Du finder mit atelier her:

Kirsten Fristrup, Atelieret 1. th
Boulevarden 21, 1. th
9000 Aalborg